tirsdag den 5. maj 2015

Stor festlagkage med hyldeblomstcreme, friske jordbær og marcipanovertræk

Denne kage lavede jeg til min fødselsdag sidste år da jeg fyldte 16 år, men piller man pynten af, har man et lærred med et utal af muligheder for hvilken anledning kagen kan bruges til. Det er bare med at komme i gang. Konfirmation, fødselsdag, bryllup eller guldbryllup -you name it.

Stor festlagkage med hyldeblomstcreme, friske jordbær og marcipanovertræk-VIDEO

Ca. 35 personer.
Du skal bruge:
Bunde: 
12 æg
3 tsk bagepulver
450g sukker
450g mel
Hyldeblomstcreme:
1,5 liter fløde
6 dl koncenteret hyldeblomstsaft eller -gelé (helst hjemmelavet)
2 vanillestænger + lidt sukker til at fordele kornene.
10 bl. husblas
1-2 bakker friske jordbær, pillede og i halve
Frosting:
125g smør
125g palmin
500g flormelis
Ca. 2-3 tsk vanillesukker/-ekstrakt
3-5 spsk mælk
Marcipan:
600g marcipan
300g flormelis
75g glukose

Sådan gør du:

  1. Bland ingredienserne til marcipanen i røremaskine eller i hånden. Pak overtræksmarcipanen godt ind til den skal bruges. 
  2. Læg huslassen i koldt vand. 
  3. Skrab kornene ud af vanillestængerne og fordel dem i lidt sukker inden både stænker og korn varmes langsomt op i en gryde sammen med hyldeblomstsaften. 
  4. Pisk imens fløden til skum.
  5. Tag saften af barmen når den er godt varm. Opløs husblassen i saften og lad den køle af til stuetemperatur.
  6. Vend nu saft og flødeskum sammen. Husk at få alting med fra bunden. Hold lidt igen med saften til at starte med så cremen ikke skiller. 
  7. Stil cremen på køl natten over eller mindst 8 timer. 
  8. Pisk 4 æg sammen med 150g sukker til det er lyst og luftigt.
  9. Bland 1 tsk bagepulver og 150g mel og sigt det i dejen. Vend det forsigtigt sammen.
  10. Fordel dejen på et stykke bagepapir i en bageplade der passer din ovn. Bag bunden ved 200 grader i ca. 9 min. Gentag 2 gange så du i alt har tre bunde. 
  11. Fordel halvdelen af hyldeblomstcremen ud over en lagkagebund ved hjælp af en sprøjtepose. Fordel jordbær ud over cremen og fortsæt med lagkagebund, creme og jordbær igen hvis du har flere. Afslut med en lagkagebund og sæt kagen på køl mindst 6 timer.
  12. Skær kagen til så den bliver fin i kanterne.
  13. Rør blødt smør og palmin cremet i røremaskinen og tilsæt flormelis. Smag til med vanille og juster konsistensen med mælk. Det er vigtig at frostingen bliver lys og luftig.
  14. Smør kagen op, overtræk med marcipan og pynt efter eget ønske. 

Rigtig god fornøjelse!