Kitkat og M&M's kage (Chokoladelagkage)

Her kom den! Denne helt fantstiske kage ser ikke bare lækker ud, men smager virkelig skønt! Hvis man nøjes med små stykker er det nemmere at nyde dette herlige væld af chokolade. Lagkagen i sig selv egner sig også til andet end Kitkat kage! Den er ikke ret svær at lave, men den kræver en helt rigtig anledning og et fint Kitkat budget!


Kitkat og M&M's kage-video
Opskriften er til 1 kage -rigeligt til ca. 16 personer (skær små stykker!)
Lagkagebunde
8 æg (delt i blommer og hvider)
8 spsk sukker
2 spsk mel
3 spsk kakao
150 g fintmalede hasselnødder (evt. hasselnøddemel)
2 tsk vanillesukker
Smørcreme
6 pasteuriserede æggeblommer 
3 pasteuriserede æggehvider 
6 spsk sukker
100 g flormelis
250 smør
2 spsk kakao
100 g smeltet mørk chokolade
Til kant og top
Ca. 12 pakker Kitkat (dem med 4 i som man kan brække) (jeg brugte 11 og en halv pakke)
Ca. 300-400g M&M's 

Sådan gør du:
  1. Lagkagebunde: Beklæd bunden af  to springforme (ca. 20 cm) med bagepapir og tænd oven til 180o C (varmluftsovn til 160o C).
  2. Pisk æggeblommerne og sukkeret meget lyst og luftigt. 
  3. Tilsæt vanillesukker, kakao og mel og pisk det hurtigt i. 
  4. Pisk æggehviderne stive og vend dem i skiftevis med nøddemelet. Vend forsigtigt!
  5. Hæld massen i springformene og bag dem i ca. 30-40 minutter. 
  6. Skær kagerne en gang igennem når de er afkølede så du nu har 4 tynde bunde.
  7. Smørcreme: Pisk smørret i en skål elle i røremaskine til det er meget lyst. 
  8. Sigt flormelis lidt efter lidt i smørret og pisk videre.
  9. Kom smeltet chokolade og kakao i og pisk cremen endnu mere.
  10. Pisk æggene og sukkeret sammen i en anden skål i mindst 10 min.
  11. Når massen er super lys og luftig tilsættes den lidt efter lidt til smørcremen som derefter piskes meget grundigt. 
  12. Samling: Læg en af bundene på det fad du ønsker at servere på.
  13. Kom et godt lag creme på bunden, så en bund, så creme, så en bund, så creme og derefter den sidste bund. Her skulle du gerne have en lille smule creme i rest til senere. 
  14. Glat siderne af kagen, der skulle meget gerne være lidt creme på siderne som lim til Kitkat'ene. 
  15. Nu er det tid til at komme Kitkat rundt i kanten. Jeg knækkede dem på midten så de hang sammen 2 og 2. Bare fyld op hele kanten rundt! For at de ikke skulle blive klistrede af mine varme fingre var de køleskabskolde. 
  16. Ved mig ville Kitkat'ene ikke hænge fast i første omgang så jeg kom en justerbar kagering udenom, du kan sikkert også bruge en springformsring hvis den passer i størrelsen. 
  17. Fordel den lille rest creme på toppen af kagen og stil den i køleskabet i mindst 3 timer (ved mig natten over).
  18. Kom nu M&M's i toppen og server kagen,  eller stil den på køl højst nogle timer indtil servering. 
  19. Afslut evt. med et bånd rundt i kanten hvis du synes. 

Rigtig god fornøjelse med denne super lækre kage! :D Enjoy!